Nyt Æresmedlem i Hørning Håndbold 2024
I fredags blev HH Awards afholdt for en fyldt Superbrugsen Arena. I den forbindelse blev der valgt et nyt æresmedlem til Hørning Håndbold.
Læs nomineringen herunder:
Årets Æresmedlem:
Årets Æresmedlem er en person, der har været en del af Hørning Håndbold i 30 år, først som spiller og 24 år som træner, hvor personen har trænet alt fra minimix til senior. Siden 2009 har personen været en del af bestyrelsen og var i 2012 med til at starte Hørning Håndbold, som vi kender det i dag. Personen har igennem en lang årrække gjort en kæmpe forskel i Hørning Håndbold som frivillig. Med godt humør motiverer og inspirerer personen både spillere og frivillige og er en af de personer, som er ”limen” i vores klub via personens kæmpe engagement og kompetencer. Personen er visionær, hårdtarbejdende og har masser af gode idéer, som bl.a. er medvirkende til en sund og velfungerende klub med plads til alle og et stort fællesskab. Personen brænder blandt andet for, at andre trænere og frivillige føler, at HH er deres klub og har lyst til at være med i udviklingen af den. I dag varetager personen mange opgaver i Hørning Håndbold. Personen er træner for vores minimix årgang 2016, bestyrelsesmedlem, sportslig ansvarlig for børneafdelingen, sponsoransvarlig, stævneansvarlig, og derudover sidder personen i repræsentantskabet for Hørning Hallen.
Noget der ligger personen meget på sinde er, at de drenge eller piger personen har trænet, ikke kun skal “gå” til håndbold. Personen har også et øje for det hele menneske. Det sociale vægter derfor højt samt at få både hold 1, 2 og 3 med, så det ikke kun er de bedste, der får al opmærksomheden. Personen har trænet mange af klubbens nuværende seniorspillere og har i den grad været med til at præge HH’s kultur, hvor vores ungdomsspillere vender tilbage til klubben som voksen – enten som spiller eller træner og bidrager til at videregive klubbens kultur og værdier til vores unge spillere. Personen har også været med til at starte nye stævne traditioner for klubbens hold, hvor især udlandsstævnerne Partille Cup og Prag Cup har været nogle uforglemmelige oplevelser for både spillere og trænere og er medvirkende til at styrke sammenholdet og relationerne på tværs af klubbens medlemmer.
Personen er idérig og har været med til at udvikle masser af nye ting i Hørning Håndbold. Her kan nævnes: Håndboldskole, Håndbold Camp, Godnat Håndbold, Tumle og Minimix træning og helt op til vores Seniortræning, hvor personen har en kæmpe andel i det fantastiske sammenhold, der er i denne gruppe. Personen har også været en stor del af at få vores nye beach bane sat i værk. Derudover er personen en stor katalysator for vores stævner Puma Cup og Middelfart Sparekasse Cup, hvor personen bruger utallige timer på planlægning og afvikling af to gode arrangementer for utroligt mange børn og unge. Personen har også sagt ja til at være formand, og vi er enormt stolte over det forbillede, som personen er for resten af klubbens medlemmer. At Hørning Håndbold er, hvor det er i dag, skal i stor grad tilskrives denne person, som bruger utallige frivillige timer og som bidrager med et kæmpe engagement og kærlighed til vores klub og til håndbolden, der smitter af og inspirerer alle omkring sig.
ÆRESMEDLEM 2024 og det sjette af slagsen:
DANIEL FLYGER
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!